Alle kan selv lege soldater og være med i forberedelserne til det store slag ”Udfaldet fra Fredericia”, som fandt sted den 6. juli 1849. Direkte over telefonen modtager du ordrer fra Fredericias kommandant oberst Lunding – modelleret efter en af de rigtige officerer fra i slaget – og så er du med til at gøre fæstningen klar til det store slag.

Velkommen rekrut – gør dit bedste for Fredericia og fædrelandet!

Hvordan kommer jeg i gang?

Da legen foregår via telefonen, kan man gå på Fredericia Vold og lege soldat, når man har lyst – der er åbent hele døgnet, og det er gratis! Man skal bare kunne læse eller have én med, som kan, og man skal befinde sig fysisk på volden for at kunne spille spillet. Spillet er især rettet mod de 8-12-årige, men hele familien kan have stor fornøjelse af at lege sammen og samtidig lære noget om Fredericias – og Danmarks historie.

Spillet fungerer sådan, at man henter applikationen ”Museerne i Fredericia” til sin smartphone via App Store eller Google Play. På app’ens forside vælges ikonet ”spil”, og man bliver derefter budt velkommen af Fredericias kommandant oberst Lunding, som sender én ud på de mange opgaver, der skal løses.

Det er gratis at lege med, og hele spillet tager cirka 1-2 timer, men man kan sagtens vende tilbage en anden dag og spille videre, hvis man ikke kan nå hele spillet på én dag. Spillet husker, hvor langt du er nået.
 
Hele app’en ”Museerne i Fredericia” kan hentes i App Store og Google Play, og man kan i øvrigt godt hente applikationen ned, inden man f.eks. kører hjemmefra og få en masse viden om Fredericias historie.

Hent ”Museerne i Fredericia” fra App Store (iPhone)

 Hent ”Museerne i Fredericia” fra Google Play (Android)