Skamlingsbanken er med sine 113 meter over havet Sønderjyllands højeste punkt.

Skamlingsbanken udgør et smukt naturområde, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over hele egnen mellem Kolding og Christiansfeld. Der er også udsyn over Lillebælt til Fyn og mod vest langt ind i Sønderjylland. Landskabet fremtræder frodigt med småbakkede marker, bøgeskove, levende hegn langs veje og markskel.
 
Skamlingsbanken er især kendt for de folkefester, der blev holdt i årene 1843-59 til støtte for den danske sag i Sønderjylland.
På Højskamlingen står en 16 meter høj støtte lavet af 25 granitblokke til minde om den danske sags forkæmpere i Slesvig. Støtten blev rejst i 1863, sprængt i luften af preusserne i 1864 og rejst igen i 1866. Genrejsningen var mulig, fordi folk på egnen havde opsamlet og gemt stenene. I nærheden af støtten findes seks andre mindestøtter og en talerstol af store kampesten. Rundt om talerstolen står der fem grupper af træer, der symboliserer de fem nordiske landes uadskillighed. Træerne er: Bøg (Danmark), birk (Sverige), gran (Norge), ene (Finland) og røn (Island).
Efter befrielsen i 1945 indrettedes en mindelund for de faldne fra den sønderjyske modstandsbevægelse.
I dag er Skamlingsbanken et populært udflugtsmål. Ved Skamlingsbanken er der opholds- og parkeringsplads, en lille udstilling om Skamlingsbankens historie samt en restaurant.