I Fredericia findes et af Nordeuropas største og mest velbevarede voldanlæg komplet med bastioner, raveliner, voldgrave og kanoner. Oplev det mægtige fæstningsværk, der i dag er en fredelig og smuk ramme om det ældste Fredericia. Volden er oprindeligt opført for at styrke landets forsvar i en tid med meget krig og uro i Europa. Fæstningen blev grundlagt i 1650 og volden blev bygget med skovl og trillebør af bønder, soldater og straffefanger.

Ved udfaldet i Fredericia 6. juli 1849 stormede danske styrker ud gennem voldens porte midt om natten og angreb de belejrende styrker fra Slesvig-Holsten. Den samlede danske angrebsmanøvre op til udfaldet opfattes stadig i dag som en militærstrategisk genistreg. Udfaldet fra Fredericia resulterede i en af de vigtigste sejre i dansk krigshistorie. 

Fredericia er en af de meget få danske byer, der er anlagt som en fæstningsby uden en forudgående bydannelse på stedet.
Fæstningens voldlinje mod landsiden er omkring 1.800 m lang. Ud mod vandsiderne opførte man Øster Vold og Søndre Vold på hver 1.400 m. Disse to voldstrækninger var mindre bastante end strækningen mod land. Fæstningens samlede omkreds var på 4.600 m. Forsvarsværkerne med voldgrav optog et areal på ca. 100 ha, og byens areal inden for voldene var på 103 ha. 
I dag er volden noget mindre. Særligt Søndre Vold har måttet vige pladsen for havnen. Øster Vold kan man stadig opleve på strækningen fra Kastellet forbi Østerstrand og hen mod Kongens Port. Det meste af strækningen mod landsiden står flot og intakt den dag i dag. 

Forsvarsværket er i dag en af landets største byparker. Med omkring 16 km stisystemer rundt omkring på voldene, er der mulighed for fantastiske gåture og naturoplevelser. Stedet er en håndgribelig del af byens og landets historie. I dag prydes volden af mange smukke træer, men oprindeligt da volden var et aktivt forsvarsvæk var der ingen træer. 

Voldens aktive fæstningsfunktion har været nedlagt siden 1909 og i 1917 blev volden fredet. Hvis du er nysgerrig kan du læse meget mere om voldens fascinerende historie på Fredericia Bymuseums hjemmeside. 

Visit Fredericia arrangerer året rundt guidede ture på voldanlægget for individuelle og grupper. Se mere.