Plantekrukken genfortolket
 
I 2015 blev ATRIUM dannet, som et kreativt forum for en gruppe danske keramikere, der nærede et ønske om at undersøge, udfordre og genfortolke den historisk set ringeagtede og oversete plantekrukke. I fællesskab og med stor passion har de arbejdet på at udfolde den keramiske beholders form- og udtryksmæssige potentiale.
 
Udstillingen ATRIUM. DEN LEVENDE KRUKKE er resultatet af ATRIUM-gruppens kollektive arbejde med vidt forskellige krukkeformer i årene 2015-2018. Resultatet er en sammenhængende installation, hvor fortællingen om en af keramikkens arketyper udfoldes på nye måder – i forskellige formater, formsprog, farver og konstellationer – med stor inspiration fra og i tæt samspil med forskellige plantevækster.
 
ATRIUM består af keramikerne Anja Bache, Pia Baastrup, Lis Biggas, Vibeke Buciek, Ane-Katrine von Bülow, Lea-Mi Engholm, Vinni Hedegaard Frederiksen, Inger Heebøll, Vibeke Krog, Ann Linnemann, Lone Skov Madsen, Helle Rittig, Lise Seier Petersen, Tine Secher og Mette Marie Ørsted.